Jeg vil starte i Håkan og Annikas barndom: En storebror der druknede, og som blev helgengjort af sine forældre, er en unfair konkurrence, som ingen kan leve op til.
Håkan prøvede at gøre opmærksom på sig selv på alle mulige måder siden, ved at være usædvanligt klog, få absolutte topkarakterer i skolen, at være en fremragende forsker og leder, og ved at være på sin helt egen måde meget ekshibitionistisk.
Den første gang Jeanne og jeg mødte Håkan, gjorde det fra starten et meget stort indtryk: Vi lå og sov i Jeannes værelse, og midt om natten skulle Jeanne på toilettet. Hun satte sig ned for at tisse i badeværelset. Og pludselig kom et prustende dyr op af badekaret og rystede sig voldsomt og snappede efter vejret, efter at have været dykket ned under vandet.
Jeanne blev grøn i hovedet og styrtede ind på værelset og råbte skrækslagent: Der ligger et uhyre i badekarret!
Siden da har Håkan hvert år sørget for at markere eventen ved en kæmpeuhyre-fest.
Håkan var unik. Han var underlig, når han gik ud i vintersneen kun iført shorts og sandaler. Og han var underlig, når han kunne falde i søvn midt i et selskab. Og han var den eneste mand, vi kendte, der gik i det, Jeanne og jeg kaldte ’jesus-dragter’/galabia.
Han er også den eneste, vi har mødt, der kunne danse rundt i stuen med et glas whisky i hånden lyttende til Ravi Shankar, når vi kom hjem fra skole. Han var spændende, og både vi og vores venner elskede ham!
Continue reading “Sådan ser jeg Håkan…”
Håkan Wiberg 1942 - 2010 